Denne artikel er kun relevant for brugere af FBS.
Af og til oplever brugere at de ikke kan logge ind, når Cicero er blevet opdateret. I stedet for den almindelige loginskærm starter programmet op og viser listen med agencies, og man kan ikke finde sit eget bibliotek på listen. Den indeholder bla. også en masse svenske skoler.
Dette problem opstår oftest, fordi IT-afdelingen har ændret på computerens sikkerhedsindstillinger, siden sidste gang Cicero blev opdateret. Når klientprogrammet skal opdateres, er det nødvendigt at fjerne det gamle program, inden det nye lægges ind. Hvis brugeren ikke længere har fulde rettigheder til mappen hvor klientprogrammet er installeret, så vil installationsprogrammet forsøge at installere klientprogrammet et andet sted. I den forbindelse nulstilles oplysningen om hvilket Cicero-miljø, der skal tilsluttes til, og man kommer derfor ind på et forkert miljø.
Løsningen er at starte med at afinstallere alle kopier af Cicero på computeren. IT-afdelingen skal dernæst installere Cicero et sted på computeren, hvor den almindelige bruger har tilladelse til at fjerne programmet og lægge et nyt ind, når der er opdateringer.
Det er muligt at angive en bruger/gruppe (et "S-ID" i Windows) under installationen af klientprogrammet, for at få tildelt fulde rettigheder til installationsmappen. Se også installationsvejledningen, kap. 4.